371
Sfære af glappende Munde og glippende Øjne, af ufødte Fostre: vore Børn — og Fjender, »Bjærget«s Arvinger!
Hvem ramte os, Kædens gyldne Led, som ikke tyngedes, men bares af vore Tvillinge-Ringe?
Finnepigen dernede ved Savolaxhyttan, der ryger som en sluknende Tande! Se hendes Arme, svingende efter Troldskuddet, hør hendes ukendte Trudsel: Ordet, der dræber! Og se Fader, vinkende advarende, bedende ved Daglösen Sø! Og Gravenes og Grubernes Huller, besat med stirrende Ansigter, ventende Dødningeskaller! Og Zegoel, den ukendte Gud, vandrende over Yngen mod »Bjærget«, sit nyfødte Rige!
»Stands! Stands! I Jesu Navn, hvor kommer vi hen? Kast jer ned i Korsform!«
Nu — styrtede han ej i Højovnens Ildsvælg, ét Fnug blandt de andres fygende Aske, Värmeskogens sidste Løvfald og Fugletræk, men langs dens Rand, med Ansigtet nedad, med udbredte Arme, ene ned i Morgongåfvas Snedriver, i sin kolde Seng? Sluktes med Et al Larm og alt Lys, Flammernes Knitren, Hestenes Galop, Stangjærns-Hamrenes Drønen, Drikkevisernes og Salmernes Kor?
Lå han ene, på Ovnens Bund, i dens Aske, i Sne — som Skikkelserne, han skimtede før på det vilde Ridt: ukendte og ubegravne Lig, liggende i forladte Gårdes Dyb, sparkede did ned af Guro Rysserovas vragende Hov? Krøb langs Tagene Lemurer i Mørket, Røgstriber fra det slukte Bål?
I de Gårde, som Menneskene Sancta Lucia-Nat rømmede, tog usalige Ånder Bolig … Ja, Värmlands Gård rømmet — og han, en usalig Ånd, ene!
Havde han ofret de Andre, men reddet sig selv? Huskede han »Ordet«, det frelsende, for sent for dem, tidsnok for sig? Blev han Gud i sidste Øjeblik — og for silde? Eller — var »Ordet« ej det rette? Eller han ej den rette Gud?
Al Värmland ofret, som han svor — kun ikke han selv! Og derfor: ofret forgæves!
Forfærdet rev han sig løs af Sneen, af sit Lejes Liglagen,
