373
gamle Skik, som selve dets Tegn: Ilden af dets evige Nat! Men han —
»Susan!« hulkede han, »jeg kendte dig ikke før nu — Susan, for sent!«
»For sent?« Ansigtet lo under Lysene mellem Tyttebær-Rankernes Skygger, »ja, du får sidst af alle på Gården, men alligevel ikke for sent! Gæsterne kommer først nu. Ræk ham så Brødet, Brynte!«
Sidst, men ikke for sent — Hun havde vækket ham igen, af det sidste som en Gang af det første Mørke …
Se hendes Øjne og hendes Tænder, hendes Hænder og Fødder og Kaffekogerens Kobber, som hun bar ved sit Bryst — hun brændte jo selv som en Lue, ej for at fortære ham som Fjende, men for at varme ham som Barn!
Det var hende — Susanna, denne Lucia-Morgen som alle andre, fra den første da han vaktes ved hendes Lys: Sejren over Natten, og mættedes af hendes Hånd: Mad af Stene! Värmlands Dronning! Ja se dèr bag hendes Krone Brynte, med det flammetungede Hår, den hvide Skjorte og Kurven fuld af Safrans-Bagværk og Kringler — hendes Tjener, Jærnet!
Og derude forbi Rudernes Is jog Lussegæsterne i Gårde, til hendes, til Värmlands Fest, Lyset af Mørket!
»Susan!« han foer op, »Susan, kan du tilgive mig?«
»Dumme Dreng, hvad bryder jeg mig om dine Kunster? Jeg blev blot bange i Nat for det gamle Spøgelse. Og til Straf får du sidst Kaffe af alle på Gården. Drik så!«
Hun bøjede sig mod ham med Kaffekogeren, ikke Olden som vanligt, men Mokka, Julens Drik.
Men han skød den til Side og sprang ud, i sin blotte Skjorte, og faldt på Knæ for hende, den Elskede, hvem han til Brudgom bød Dødsbæreren, Sancta Lucia, hvem han rakte Evighedens Krone — at slukke den, som flammede om hendes Pande, fra Vintergulvets Kulde, fra »Bjærget«s Snegrav, som hun trådte med sin nøgne Fod —: Ilden, »Bjærget«s Sejr, udrevet af Natten, af Guros Ridt!
»Susan, tilgiv!« han bøjede sig og kyssede hendes Fod.
Et Dryp fra hendes brændende Lys faldt på hans Pande,
