32
op og tænde Ilden påny her, hvor den rigeste Skov, den stærkeste Elv og de letteste Forbindelsesveje over Søerne sikrede Jærnet en Fremtid som intet andet Sted i Värmland.
Men nu — fra hin Aften i Fjor … Å, var den blot aldrig kommet! havde han kun altid fået Lov til at tro sig i sin Ret, som Susanna, når hun Spyede ad Jærnet! Havde han stedse kun set det som »Trældommens Smuds, Rovbegærets Rust« som Farbroder selv — men det var en anden Gang — havde lært ham det …
De havde den Dag på Idet læst i »Völsungasagan« om Rejgin, at han arbejdede i Jærn, Sølv og Guld. Brynte havde med hede Kinder spurgt, hvem Rejgin var, og Farbroder havde svaret med Bogens Ord, at det var »en mægtig Mands Søn«, Og samme Aften fandt Steffan i Lektien hos Lagerbring, at Guderne mødtes på Idawall og rejste Ovne og byggede Smedjer og smeddede Våben og Værktøj …
Han havde stirret — Guderne, de lyse Aser, havde de bygget de ildsprudende Ovne og smeddet i de stinkende Smedjer! Jærnet — »Iliaden« gav ikke Jærnet Lov til at følge Helten i Graven, uden Kobberets og Broncens Glans som det var, kun godt nok til Bondens Redskaber! Og dog kaldtes det Pelidens Kamppris og »det violblå Jærn«! Og i Märta Molls Bibel — forjættede ikke dér »Mosebog« Israels Børn om Kanaans Land: »hvars stenar äro jern, och där du malm ur bergen huggar«? og Kongen i Bazan, den sidste af Rafaérne, skrinlagdes i en Højtidskiste af Jærn, »ni Alen lang og Fire bred« …
»Fa'r«, han havde rejst sig, bleg, med Lagerbring i Hånden og peget, »har Aserne da skabt Jærnet?«
Men Farbroder, der lige havde sunget Schuberts:
»Du holde Kunst!
in wie viel trüben Stunden —«
og hvis Kinder endnu blussede af Sangen — Farbroder, der jo slet ikke var Steffans Farbroder, men alle Värmlands Børns, og Faders nærmeste Ven, gav ham ikke Tid at svare, men råbte:
