375
»Dræb den!«
»Om den slap løs!«
Steffan stirrede, blind, på Pletten, hvor den sank — Guro Rysserovas Dyr fra Jagten i Nat, midt på Lusse-Morgen, midt i Festens Gård!
Og ved Vinduet Susan, med sit blussende Ansigt, under den funklende Krone, lænet mod Ruden, hvis Is tøede og tøede. Og bag hende Brynte med vagtsomme Bryn, med knyttede Hænder som til Kamp, til Forsvar.
Forsvar for hende, deres Nu — mod hvem? Deres Tvilling!
Steffan foer tilbage i et Skrig.
Med Rebet sprængt, med Bas-Fre'rik og Løjtnanterne styrtende næsegrus over Ende i Sneen, fløj Ulven med flammende Øjne, med ildrødt Gab, i en Sky af Ånde og Sne lige imod Ruden, imod Susannas strålende Krone.
Hundreder af Ansigter vendt mod Susan, Skrig:
»Sancta Lucia! Sancta Lucia!«
Kronen én Vulkan af Lys, hendes oprakte Hænder —
En Skygge farende over Ruden, en svingende Kæmpearm — og Ulven styrtede tilbage med sprukken Pandebrask, i et Springvand af Blod, og forsvandt i Myldret af Nakker, Skuldre, Arme — —
»Uf! så du det? ét Slag, ét eneste Slag!«
Hun lå på Knæ i sit lange Lin, klamret til Karmen, dødbleg, under Kronen, hvis Luer flygtede vildt imod Loftet, efter deres egne flygtende Skygger og Røg.
»Uf, ét Slag — se!« hun pegede mod Ruden, hvor Ulvens Blod og Hjærnemasse drev i Isen, »så stærk!«
»Stærk? Ja det tror jeg! En Jærnskagle — og Flötningschef Dahlman, »store Nisch«! Men de bandsatte Løjtnanter og Bas-Fre'rik! å, hvor de skulde —!«
Brynte rystede sin knyttede Næve: »At slæbe Udyret herind! som om det ikke var nok med det derude!«
Derude — hvor kunde Brynte tro, Ulven kunde holdes derude? deres Tvilling fra Natten, deres Broder i Guro Rysserovas Ridt, deres Offer til Guden? Kaldtes den ikke til Festens Gård, til Lusse-Morgen som de, af Galtens Grynt, af Sancta Lucias Krone? Slæbtes den ikke herind af Far-
