378
Og selv en Blindfødt, der med Et ser: Lys, hvor han troede, der var Mørke — Venner, hvor han mente, der fandtes Fjender, stirrede Steffan rundt på deres Ansigter, som han havde svoret Had og Undergang: »Bjærget«s Herrer og Fruer, de Lydige og Kærlighedsløsel Og såe, hed af Anger og Tak, at de var hans Søskende, og Søskende indbyrdes, én Familie!
Ja se dèr — »Poeten på Bjærget«, Farbroder Anselm, der havde sunget ham hjem i Järnbäraland — se ham, med Manken kastet tilbage og skummende Bæger, drikke Festens Skål med tykke Lagmand Mårten Crälius, hans Hverdages Arvefjende, »Magtens Tyr«!
Og Crälii fede Hånd klappede det grønne Bånd, der har Luten omkring Farbroders Hals, og Farbroder legede med Vasaordnen på Crälii Bringe!
Mens Anselms Andsbroder, Conrektor Fingal Juringius fra Karlstad, sad smilende mellem »Hafre-Petter«, Kornpugeren på Rud, og »Fläckfota«, Smør-Baronen på Sällboda.
Og dèr — Bjærgrådinde Euphrosyne van Harmst, geboren Dabelstein, den langlivede og langtlokkede Hamburgerinde, der bares til Dåben af selve »der grosze Messias-Sänger«, og som, med samt sine Tønder Guld, hjemførtes til »Bjærget« at konsolidere og formere det van Harmst'ske Familiebrug. Og som nu på Solfors, i Røgen fra de nye 22 Alens Højovne og i Braget fra de nye Lancashire-Smedjer, lærte sin Søn, Adrian, Slægtens Sidste, at brodere Viol- og Rosenkranse på Sofapuder og sylte Potpourri i kinesiske Krukker, mens hun læste højt for ham af Höltys »Gedichte« og Millers »Siegwart«, ein Klosterroman … Se hende, høj som en Humlestage, i Proptrækker-Krøller og Gudinde-Gevandt, søsterligt søbe Multebær-Likøren med »Flitzan«, den 300-pundige Værtinde fra Frimurerlogen i Karlstad, Fru Flitz — af hvis Moderbarm alle Knægte diede deres Huld og Humør til på alle Värmlands Landeveje at udbrede det glade Evangelium: at Markens Liljer ej havde nødigt at spinde og Himlens Fugle ej at sanke i Lade på det »Bjærg«, som Gravenes Døde havde smeddet i Panser og Plade, og Grubernes Trælle fyldte med Mundgodt!
