Side:Jærnet.djvu/386

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

380

Opfinder, Læremestren og Exemplet for Slægtled af Brugsfolk, nu brudt og grånet af tvende Menneskealdre under Jærnets hårdeste Åg — Lucia til større Ære, end Major Bror af Ekestams sorthårede og rosenkindede Åsyn, velnæret, velset og velforlovet efter Decenniers festlige Lediggang?

Brændte, hamrede og svejsede Patronen hendes Magt ind i Redskaber, Våben og Lænker, valsede, fedlede og skød da ikke Majoren hendes Ry ind i Dansesale og Spillebuler, i Eventyrets og Vildtets grønne Värmeskog? Flokkedes omkring Gustaf Ekmans ludende Hoved Fæller og Disciple, fra Thrond Thorlanders Petrus-Åsyn til Inspektør Janne Piscators Ischariotes-Fjæs, stimede da ikke Jævninge og Elever omkring Majorens knejsende Pande?

Jo, han drømte ikke! Märta Molls Forkyndelse derhjemme var gået i Opfyldelse: han sad i Templets Allerhelligste, bag Forhænget, hvor Guds Åsyn sås og forstodes, blandt hans Udvalgte, hans Ypperstepræster!

Se dog Kæmpeskaren dér, tronende foran Sährimner og omkring en Mjødbolle, stor som den, hvori Ættefaderen, Kong Fjölner, fandt sin salige Død: de Vældige på »Bjærget«, Kis'es Sønner, Värmeskogens Nimroder!

Store Nisch: Flötningschef Dahlman, Jærnets Svinger, Ulvens Banemand, Bersærken fra alle Herremands-Fejder mod Bonde, Tater og Vilddyr, gnavede med sit blide Barnesmil på et sovset Lårben — Pleje- og Brodersøn af brave Feltpræst Dahlman, som Ruslands Katarina fangede i 1787, og som i Alderens grå Dage, på Prækestolen i Holmedal, funklende lig en Sol af den store Kejserindes Ømheds-Gaver: Spænder, Nåle og Ringe, forkyndte de Renes og de Fattiges Evangelium …

Steffan lukkede Øjnene. Blegnede ikke selv deres Lucias Glorie imod den, der strålede om dette troende, gumlende Åsyn, fra dets Barndoms Lærestunder mellem Farbroderen og hans Hjærtens-Ven, Nordens Alcibiades, Gustaf Maurits Armfelt, Gudernes, »Solkongens« og Kvindernes Yndling?

Hvor trallede den Pige, hvor sprang det Dyr, eller trællede den Bonde i Värmlands Skove, som ikke hine tvende Stores Plejesøn en Gang havde jaget og fældet?