Side:Jærnet.djvu/389

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

383

Dér så han jo »Bjærget«s røde Kilde, Jærnet, rinde bundløst forbi, ned mod de lave Dale, og forvandlet til Guld, til Dukater, Korn og Vin strømme tilbage. Dér så han alle Himlens frie Trækfugle, Sangsvanernes og Mejsernes muntre Tyveflok: Poeter og Malere, Vaganter, Spillemænd og Zigøjnere toge op mod »Bjærget«s vinkende Skove — et ustandseligt Tog, der aldrig vendte tilbage, en Folkevandring, der havde fundet Hjem!

Han blev Portner til det Rige, over hvis Dør Farbroder sagde, der stod skrevet: »I, som indtræde her, lad hver Bekymring fare!« Ja, hvad sang ikke Farbroder til den store Ferneboers, Llewellyn Lloyds Pris?:

»Han er Forspringeren i den Langdans, der slynger sin Kæde fra Vänern, fra »Knalledoniens« Grænse, Hjemmet for alle »Knallar«: Borås', Allingsås' og Göteborgs Handelssjæle, til Sandkällefors på Grænsen af alle træexporterende »Baggbölinger« af Nordmænd! Han er Høvdingen for de kæmpemæssige Jagter: Sogne- ja Herredsopbuddene på hundrede, ja tusinde Mand, der — indråbte fra samtlige Lenets Prækestole, — med Marquesen af Devonshire og alle Europas Argonauter i Spidsen, under Pibers og Trommers Lyd, under Faklers og Faners Blus, under alle Tungemåls Hallo og alle Ildvåbens Gny, som selve Jagten på Eventyrets gyldne Vædder, toger ind gennem Värmeskogen, i hvis dunkle Krat Dyrets Krumhorn vinker!«

Steffan nikkede. Ja — og han var Fader til talløse møfødte Børn, al Illegimitet til Trods Tronarvinger til hans Rige — om de ikke som Sønnen Charles Andersson, Livingstones Følgemand, udvidede dets Love og dets Grænser til Ovambofolkets endnu friere Fernebo, og i Ngamisøen, i det sorte Fastlands Kilde, omsider slukkede Tørsten i Jordens Hjærteblod — og betalte Prisen med sit eget …

Ja hør, med sin 66årige, falske Stemme, på sit Kaudervælsk af Svensk og Engelsk sang han nu, lænet over Bordet på sine vældige Arme, en brittisk Sang til Värmlands Lucia. O ja, ej blot »Bjærget«, ej blot de, men hele Jorden, alle Aldre priste hende, deres Lucia!

Hjemme på Idets Boghylde stod Fader Lloyds: »Jakt-