387
Hvem havde han huset i Guds Allerhelligste? Alle dem, Gud dømte, dem han havde nødigt som Ofre — Ly havde han skænket dem, Værn mod Guds Plan — Opstandelse for dem, hvis Pligt var Døden!
Hvor kunde han finde Tilgivelse — og hvor kunde han undgå den? Ja, hvor kan jeg undgå dig, Sancta Lucia, du Guds Vilje i mig, min Nødtørft?
Gud, jeg har ikke villet dig, du har villet mig, dit Blodvidne! Oplod jeg Hjærtet for dine Fjender — hvis Hând styrtede det da hin Dag i Tårnet, fra dets Forfølgelse af din Lov, nær dens Fuldbyrdelse, ned iblandt dem: Sygdom, Savn og Sorg? Hvem gjorde det fra dit til deres, alvidende som du selv?
Hvorfor, Herre, hvorfor? Vilde du prøve din Styrke just i din Udvalgte, Sønnen af Eventyrslottet, just i Stunden, da Sejren var dig vis: min Hånd nær Susan?
Se, jeg bestod Prøven! Se Hjærtet, du fristede på Sygelejet, i din gloende Ovn, som du sendte ud at ene gå Slægternes blodige Sekelgang — se det forsøgte Hjærte besejrede Fjenden: sin egen og sin Næstes Sot, og grummere af Viden end andre af Tro kender det sig som din, ene din!
Se, fra Tårnet og til Lussemorgen vandrede jeg blind for dit Asyn, som mine Fædre! Men jeg tjente dig ikke som de! Uddrevet af dit Rige befæstede jeg mig i dets Inderste: i Hjærtet — bekrigede jeg dig, som Konge, ikke Træl, i dit eget Hjem!
Du, som tvang mig til at leve, som du tvang mine Fædre til at dø, erkend mig da, hvor jeg erkendte dig: i vor fælles Styrke: Blodet, som skilte og forenede os! som du gjorde til Fjendens Talsmand — at det, i elvte Time, skulde bekende dig som sin egen Gud!
Og du, Susan, erkend mig som din Husbond! Du, som spyede ad Jærnet, kys nu Guldet: Danskeren i Järnbäraland, forløst af »Bjærget«, af Levende og Døde, den Eneste — hvis Ret er Altet! Den, der vågnede sidst af alle, da Lucia-Nat var omme, da Festens Lys stod tændt og dens Bord dækket, den, der sloges til Krøbling, at en Anden skulde slæbe dig op ad Trappen, og han kysse dig øverst deroppe!
