389
Gennem Bægrenes og Knivenes Raslen, gennem Ingeniørernes og Patronernes Hurra for den nye Persberg Bane og Søtrafik, »Knægtene«s for Landevejens sidste Kys og Markedets sidste Røvertogt mod Bøndernes Fouragevogne, gennem Veteranernes Korsang til Nauclérs Spilledåse:
»Du Carlars son, du Nordens stjärna,
vårt hjärta och vårt svärd är ditt!«
gennem Farbroders Recitation til Luten ved hans Bryst:
»Rusig af drömmarnas vin —«
og Bror af Ekestams til Flasken ved hans:
»Hjärta mot hjärta förglömma vi båda
verkeligheten för kärlekens dröm!«
gennem Böös'es harmrøde og Bräutigams skrækblege Klynk over sidste Stænderforsamlings Mildnen af Fattig-, Kirke- og Hustugtsloven, gennem Ynglingenes tørstende og Jomfruernes forjættende Åndedræt — hørte han én eneste Lyd, Guds Røst: sit eget Hjærte …
Et Bulder, som styrtede Loft og Vægge, som revnede Gulvet — hujende og skrigende Røster — —
Forvirret tumlede han op.
Salen myldrede af Hoved ved Hoved, Arm ved Arm, af svingende Hænder, pegende Fingre.
Og i Døren ud til Slægternes Trappe og Gårdens Portal mod Yngen stod Noah van Drougge med sit hvide Hoved løftet og ramte sin Marskalk-Stav i Gulvet, mens Munden råbte i det lange Skæg:
»Sancta Lucia! Sancta Lucia! Sol står op! Den nye Dag! Bort, Sancta Lucia, bort!«
Og over ravende Skikkelser, over Ansigter, skoldede eller kalkede af Nattesæde og Svir, over Røgen af Ånde og Sved, over det afspiste Bord, de væltede Flasker og Stole flammede et Brandskær ad Portalen, ad Rudernes Is, en Glød, der fortærede Ansigter og Kroppe, der opløste Stimlen til sorte Pletter og gylden Dunst.
Og gennem Emmen og Emmerne styrtede Sancta Lucia
