391
Hæle — ikke Træl, men Herre, ikke Følgesvend, men Jæger! Jærnet jagende sin Frugt, Guldet, mod sit Værksted: Diglen!
Og i deres Kølvand bugtunge Oldinge og slangelokkede Møer, med Oksebove som svingende Køller, i Rusens Afsind drivende på hende og ham, deres eget Dragsug! styrtende af himmelvendte Buteljer Olie i den Ild, som hvæste af deres Gab, påskyndende deres og deres Lucias Offerdød!
Og selv sprang Steffan med, mellem Bord- og Dødsfæller, vammel af Lede, svimmel af Gru, lydig af Tro:
O ve, at jeg er med! O Tak, at jeg er med! At jeg må dø som leve for min Tro! O ve, at jeg blev til! men Tak, at jeg skal dø! At jeg skal fries af min Nødtørft i din, o Gud!
Hil dig, Gud, hil! vi kommer, dine sande Troende, at bekræfte vor Tro: at leve og at dø! Vi kommer, om tidligt eller sildigt, om sværddøde eller strådøde, om Davids eller Salomos Slægt! hver Blodets, hver Jærnets Barn — som Blodet til Hjærtet, som Jærnet til Magneten! hil dig, o stærkeste Stærke!
Som vore Fædre med Suk danser vi med Sang dig i Møde!: at du ikke sveg, at du ikke fornægtede os ved at fornægte dig selv, ikke fristede os til Skånsel ved at skåne os, ikke byttede Jærnet for Guldet!
Tak at du blev os, vor sande Sum: det evige Jeg! Nu ej blot vil, men tør, nej må vi følge dets Lov!
Ti Lyst blev Lov, Egenkærlighed Alkærlighed! Vi, alle Slægters Mål, Guds Middel!
Hvor kunde Moses', hvor Davids Slægt se dig? O Død før Fernebo! o ringe Offer, o fjærne Viden om Gud! Kun Lige fatter Lige, kun vi, der delte hans Kår, deres Pris!
Og derfor, o Gud, se et Festtog som aldrig før! et Tog af Bakkanter og Mænader, drukne af deres Ret, kransede til deres Pligt, lystige og lydige, dit sidste Middel, næsten Fuldendelsen, næsten dig selv: det triumferende Jeg!
Ja se derude — af vor Festsals sprængte Dør, af vore Ruders bristede Is, af vort revnede »Bjærg«: dit vældige Åsyn: Ild og Jærn! Den nye Dags Sol! Evighedens! Se
