393
Hjærter, indskibe sig i Kalesjekanernes pelsforede Kister, i Slædernes halmfyldte Skrin, med drukken Latter og kælne Hvin hilsende som deres det bestandigt nærmere Skær af den Sol, som de nu selv råbte fra Mund til Mund var et Uvejrs!
Ja, så de ikke dér Trængslen i Porten: dets Børn, trængte Hoved ved Hoved mod den nye, blodige Horizont: Friholdet fra Persberg, glippende mod den ukendte Dag, hvis Lys og hvis Glød dampede »Bjærget«s Kulde og Nat fra de jærntunge Lemmer, og, sitrende i Solopgangens Brise, »de Försvarslösa«: Fanter, Finner og Forbrydere, med Stolle-Namnlös i deres Midte, ludet over sin Stav, som lyttede han til det Sus, der nævnede ham og dem ved Navn — der kaldte dem til deres Hjem, de fire Vindes, som dets rette Børn! Og omkring Stollen Gris-Ulla og hendes Datter, Maja, bærende Rokkefiskens Gab i deres Favn: Skæbne-Hjulet, det yderste Havs Svælg.
Men forrest — Steffan greb om Gelænderet på Slægternes Trappe, olieblankt af Sved og Blod … Jo, han kendte hende, i det røde Skørt, under Pitnilkaen og med Pieksuterne på Skierne: Finnepigen fra Savolaxhyttan, fra Troldskuddets Aften!
Susan og Brynte, der flygter og forfølger gennem Gårdens Snedriver, flygt kun, forfølg kun! Nå sejrrig dit Bytte, Jæger! Troldskuddet ramte hende — og faldt fra din Faders Bryst, da du hyldedes som Ejer i det Hjem, der en Gang var hendes og en Gang Finnepigens! Husk Savolaxhyttans Navn! hvorpå din Kontrakt går ud! Bi kun, og »Bjærget« præsenterer dig din egen Underskrift: din Pligt som Undersåt!
Dig — ja, og mig, os alle! Børnene, der bragte Evangeliet til Frau Holdes Gård: at bestandigt påny skal den smile Slægterne til »Bjærget«, deres Hjem og Grav!
Se dér Ferneboen, Mennesket!
Steffan trådte helt ud på Trappen, stangende mod den stadigt øgende Storm.
Dér, igennem Vrimlen af Steffans egen Slægt, der larmede, drukken, på sit Opbrud fra Festen, og forbi den ventende, tause og hungrige Skare i Porten, trak Noah van
