396
»På Gensyn til Jul! På Gensyn til Jul!« rullende op mod »Bjærget«s Sol, der nu stod over Spalten i Persberg, med sit Slæb af Røg, af mulmblå Uvejrsskyer.
Og nede i Porten ventede Friholdet fra Gruberne, Finnepigen, Stolle-Namnlös, Gris-Ulla og de »Forsvarsløse«, følgende med rolige Blikke de Syngendes Rejse over det Gulv, der luede som Guld, mod den Sol, der brændte som en Ovn og slikkede om Skyggerne, der forfulgte dem i Dybet.
Men igennem Skarerne derude så Steffan nu Zegoel, i sine flængede Klæder og på sine sårede Fødder, på Vej mod den glødende Klode, der spiltes som en Glorie om hans Hoved. Og Skikkelsen dér i hans Hæle, som fejede Isen med sit Skæg og pløjede dens Sne med sine Trin, var Patron Jacob van Garneij, med Posen fuld af »Bjærget«s Slakker.
De To var på Vej mod Bålet, til den nye Dag og dens ukendte Gud, at udsmælte Guld af Jærn, Paradis af »Bjærget«. Men Steffan så et præsteklædt Korpus fare op fra den forreste Slæde og hvirvle en Jærnsvøbe mod Zegoel, og han syntes helt herind at høre Hadar Böös'es Anatema. Og de Følgende vendte, med dukkede Hoveder, de stejlende Heste til Side, i Spring bort fra Jacob van Garneij, fra Fællen, med hvem de en Gang kørte over denne Sø …
Og han nikkede, medens: »På Gensyn! på Gensyn til Jul!« til den evige Fest! stadigt sukkede og jublede op til ham.
Ja, forbandet Gudssøgerne, Gudsspotterne! som berøver os vor Salighed, Døden!
Han foer sammen. I et Nu smæltede Solkuglen, dens Glød i Søens Spejl, i Seletøjet, i de fjærne Gårdes og Djursäters Ruder.
De myldrende Mennesker derude, de snehvide Skove, de himmelblå Tinder fejedes ind i Mulm. I Persberg, af Jordspalten, flammede en sidste Ildtunge —: hver Sjæl, hver Slakke slugt i dens blodrøde Brand!
Et Sekund — så forsvandt den selv, blæstes ud, Persbergs evige Ild: en Funke, en Klode — Jærnets, Livets!
Og blind, kastet end en Gang og endeligt, for Foden af
