Side:Jærnet.djvu/403

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

397

Slægternes Trappe, lå Steffan Choräus ene i det Hjem, som Guro Rysserovas Ridt, hans Slægt, var rejst over, Favn i Kriger og Offer, Patron og Træl —: Støvet, som de 3 bag sig, Røgen af deres Festtog, Bærmen af deres Bæger: Samvittigheden, den Fremmede i Järnbäraland, usalig; evig, sket efter sin Tro! Intet Spor af deres hundrede Kaner, deres Hove og Fjed, deres Danse og Kampe, deres Lucia-Fest! Kun Suset fra deres Flugt, Fernebos sidste Ånde, Evighedens rejsende Træk — og han, dens Barn!

Hver Sjæl, ja alle Sjæles: Gud, sket efter deres Tro — og ham efter hans!

Da — gennem Sneens Kog, Tonen i de fire Vindes Hjem — en Stemme uforstyrret syngende:

»Nu ä dä jul igen,
och nu ä dä jul igen!
jag trur, att jula räcker ännu till påska!«

Susans — hendes! Sancta Lucia — hun var tilbage! hun og han, den Tabte af hendes Ridt! Hvorfor? For at rive også ham, den sidste, med til den Gud, som han bestred!

Med Armene højt oprakte, med Hovedet dukket mod Foget og snublende i Snedrivernes bundfrosne Dyb af Blod og Vin, stred han sig frem, mod Stormen, mod hende, at fries af Saligheden, som han vandt ved sin Tro, at usalig forgå ved hendes! at jorddrages, endeligt, i »Bjærget«, sit Hjem!

Han skimtede forvirrede Skygger i Porten — blinde Åsyn, Hungerkranier, brændemærkede Pander — Krykker, Fægtestave, og Drabbeske mokti: Trylleæsken — Ferneboerne, de Forsvarsløse og deres Forsvar.

Og på Nattstugans Kvadermur, på »Bjærget«s første og sidste Bolig, i Jord- og Himmelatomernes Røg, Ulvens brustne Øjne og blodige Gab, lukket af Sne.

Hans Hånd ramte en Klinke, han vred rundt — og tumlede ind i Forstuen til »Børnenes Gæstehus«.

Og gennem Bruset af Stormen, Flugten af Fernebos Børn, de Lykkelige og Lydige, lød Sangen derinde, og en