398
Glød slog imod ham fra dette Hus, hvorom Sneen hobedes, som føg til, føg til under Aske.
Han rev Døren op, og skyggende med Hånden så han de To, som dansede dér i Heden af Gæstehusets Ovn, i Skæret af hendes sodede Krone —: Susanna i Sancta Lucias Kåbe, med dens Pletter af Mad og Vin, og Brynte med de jærnrøde Næver som en Lænke om hendes Liv.
Og bag deres blussende Ansigter, deres bølgende Ånde, Adrians svedende Albino-Fjæs og Olofs Hungertand i hans egen Læbe.
Og snublende greb Steffan efter hendes flagrende Skørt, og fanget af dets skidne Nældelin hvirvledes han rundt, svunget sammen med hende og Brynte til én valsende Skikkelse i Spejlet derinde.
Susannas nøgne Tå, Bryntes jærnskoede Hæl, hans egen sneklamme Sål ramte »Himmel-Kronen«, tabt i Gulvet i Nat, og slyngede dens Perlers Tårer, dens Rubiners Blod, dens Evigheds Guld bort i Krogens Støv.
Og over hans, over Susans og Bryntes Hoveder gik Daluret:
»I Dag som i Går! I Dag som i Går!«
Og de svang sig til dets Takt, til Sangen:
»Nu ä dä jul igen!
ock nu ä dä jul igen!
ja' trur, att jula räcker ännu till påska!«
Da — en ny Takt … Et Drøn, med Genlyd fra »Bjærget«, fra Jærnet under dem … Tårnuret slog —
Og Steffan Choräus tumlede ud af Rytmen, der svang de Andre rundt og rundt:
»I Dag som i Går!«
Men —
— i Morgen?
