37
Anselm. Og dog var Steffan angst for de Øjne og ønskede, at de var som Moders. For gamle Mychowitz stirrede så vist ind i dem, når han kom på sit ugenlige Besøg for at lytte til Faders Hjærte.
»Det er hans Moders, salig Fru Immerentias, som Patronen skræmmede af Led!« havde gamle Cornelius jamret, den Gang Fader var så syg, at de troede, han skulde dø.
Skulde nogen svare på, om Jærnet var »Verdens Herre«, som Farbroder nu sang fra Klaveret med et Vers af Schiller: »Dér hvor Jærnet gror, bor Verdens Herre!« måtte det vel være Fader, hvis Forældre bægge døde for dets Skyld …
Fader så på den sorte Taktstok, som han, der ikke selv kunde spille eller synge, altid legede med under Moders og Farbroders Musik, og sagde så, dæmpet:
»Du glemmer andre Ord af Fernow, Anselm, om det Folk, som bor:
»— där Bälgar pusta nöd,
där Hamrar pressa svett och Konster fälla tårar …«
Du glemmer, hvad Värmlands Storhed har kostet.«
Å ja — Hyttefolkene .. Steffan lukkede Øjnene og hørte Märta Moll læse af Mosebogen om Israels Børns forbandede Liv i Ægypten, at det var som Livet i en Jærnovn .. Og han vidste det: det var ikke Ilden selv, Larmen selv, Mørket selv, han frygtede — som Farmoder, som Adrian på Solfors. De rejste som en Storm i ham, et Råb, et Svar — han vilde styrte sig mod dem, til Brydekamp eller Død! springe som gamle Melcher du Pont i deres Favn! Han var ikke bange, som Adrian van Harmst, der fik Ligfald, sidste Gang hans Fader, den store Brugsherre på Solfors og Hästhyttan, tvang ham til at gå med ind i Smedjerne og op i Ovnene og derfra ledte ham hen til Grubehullet. Men han hadede Jærnet for de Skove, det fortærede, de Skyer, det antændte, de Mennesker, det vanskabte .. for de Violiner og Fuglesange, det overdøvede, som en Gang Kirkeklokkerne Huldrens og Nøkkens Stemmer. Han hadede det for dets Almagt, for dets Nytte — for
