Side:Jærnet.djvu/45

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

39

derne stå, og han så langt borte under Himlen Savolaxhyttans Bål skinne. Og han hørte Skoven suse, som da han lå syg. Men nu ikke mere som Døden. I Nat hørte han Farfader sukke derude over sine Ruiner. Og han syntes, det Suk kom fra Gårdens Syld, hvor Jærnet brød frem som et rødt og vredt Ansigt, der vilde ryste Huset af sig — fra Jordens Indre, der var fyldt af Jærn, som hans eget Blod, og kaldte ad det, som Magneten.

»Bruge Bjærget,« lød Magnus Smeks Lov. »Ingen skal gå løs, og hvo der ej vil arbejde, skal Fogden sætte i Kisten.«

I Måneskinnet dér på Væggen, over Reolernes sorte Bogmasser — ti hvor fandtes der ikke Bøger her i Huset? — dæmrede Gyllenborgs mørke Bryn mellem Bellmans Lut og Hedvig Charlotta Nordenflychts nøgne Barm, og i Steffans Øren ringede, fremsagt af Farbroders begejstrede Røst, »Vinterqvädets« Hymne til »Cyklopers svarta läger«:

»Hvad dån af vädrens skarpa läte,
af strömmars fall och tordöns slag!
I vintrens famn och djupa säte
hvad lågor födas natt och dag!
Här odlas Sverges guld och styrka,
det järn en svensk är född att yrka.
som väpnar oss mot tyranni,
vårt rykte fört i alla länder!
Ack, måtte det i svenska händer,
som fordom, evigt vördadt bli!«

»»Dydens Sanger«, »den svenske Digtnings Romerånd«, som her i »Nordens stille Lande« fandt »Verdens ældste Spor« og hvert af dets Børn født at tjene dens énbårne Cæsar: Jærnet!« råbte Farbroder.

Og Steffan havde svoret over for Brynte aldrig at forløse sin Jord derude, sine Fædres Arv, sin Lod i Cæsars Rige …

Han skjulte sine Øjne mod Puden, og fra hans Sygdoms Vågenætter nynnede Märta Molls Stemme den Vuggevise,