Side:Jærnet.djvu/48

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

42

Ja Bro'r, å Gud, Bro'r! Mikael, Tvillingebroderen, der døde i samme Øjeblik, han selv fødtes!

Steffan satte sig over Ende, med Sved på Panden — som i hine Nætter, trods Bandagens Tryk, trods Märta Molls Hånd:

»Hvorfor døde du, lille Broder? trængte jeg mig frem over dig — og vanskabtes i Legen med Susan og Brynte? en Ørkesløs på »Bjærget«, en Forbryder mod dets Lov! Hin Hånd iTärnet, der slog mig til Krøbling, en svag, en frygtsom, var den ikke Susans, men din, Mikael — Straffens?

Altid havde det været forgæves at græde af Længsel efter Mikael, Legebroderen i Morgongåfvas Ensomhed, at gruble over om Fader og Moder havde agtet dem, hvis de havde været to, om de glemte ham, fordi han var ene.

Nu blev det ufornødent midt i Springen og Legen at standse, i Skræk og Anger, og stirre på Sengehimlens Sparlagen, om en Hånd kom frem, et Ansigt, der var hans eget og dog ikke hans — hans, som han drømte det om Nætterne, lyksalig og stolt, og græd over om Morgenerne ikke at finde i sit Spejl … Nu havde Mikael hævnet sig, nu var Steffan selv en død, lå under Guldås ..

Og udmattet var han i hine Nætter sunket om i Märta Molls Arme. Mikael krævede ikke længere derude det Liv, som Steffan dog ikke fik.

Men i denne Nat lød en anden Røst. Slægtens, »Bjærget«s, ja Jordens Stemme, der forlangte sin Tjener.

»Da Astrologerne lagde hver af de sex Planeter, som de kendte, under et Metal, lagde de Jorden under Jærnet,« sluttede Farbroder.

Jorden under Jærnet? Steffan svimlede. Ja, men da sagde han selve Jorden fra sig — ti: se dens Gud!

Herfra, hvor de nu sad, kunde han se over i Stangjærnssmedjen, hvor den store Smed Varg svang Hamren rundt og rundt over Hovedet i nøgne, senede Arme. Han var døv som alle Hammersmeddene over fyrre, men medens hans Jævnaldrende, nedbrudte af Lungesot og Blodgang eller vanskabte af Gigt kravlede om ved Savmøllens Miler