45
lignede hun Brynte! Han havde grædt endnu i Dag, over at han var anderledes end de. Men før vilde han dø end være dem lig, de to, der var så rolige og ligeglade, Datteren af ham, der havde tændt denne Ovn, og Sønnen af ham, der holdt dens Ild vedlige. Nu vidste han, hvorfor han hadede Jærnet for Susans Skyld —: fordi hun lignede det — og han måtte elske hende!
I det samme sprang Brynte ned fra Støbekassen.
»Ja, vi vil over i Fattighuset. Jeg har ikke været dér en Måned. Og nu er Formen her kold«.
Steffan så på ham, så mat i Knæhaserne som efter et svært Løb og ved et fejlt Mål.
Og dog — han vidste det jo: han havde jo set Brynte mere end én Gang redde Smeddene og deres Drenge fra Janne Piscators Stok, fra Pryglene på Kontoret og fra med Hustru og Børn at jages bort fra Bruget at øge de vandrende Tiggerhorder på Landevejene — for et fejlslagent Stangjærns eller en sprukken Jærnbloks Skyld, eller fordi de havde solgt af det Kul og det Jærn, som de fik til overs af de Kvanta, som Inspektøren hver Ugedag tildelte dem. Og han havde hørt Brynte sige: »Hvad skal de andet? Stangjærnssmeddene har, for sig og Mestersvend og Kuldrengen og hele sit og deres Hushold 60 Rigsdaler Rigsgæld om Året og Ret til at købe 6 Tønder Rug og 12 Tønder Havre for billig Pris — om ikke Bøder trækkes fra. Og Sømsmeddene har omtrent det halve. De År Kartoffelhøsten slår fejl, dør Børnene og de Gamle som Fluer.«
Men at Brynte forstod ham — han tålte det ikke! Han skulde være Jærnet, og Jærnet vilde Steffan hade!
Og han hørte Faders Stemme om Blinde-Olle: »Og hans Pension blev Vandvællingen og Talget«. Ja, ja, skønt hjalp det at ynke de Fattiglemmer, som man selv havde skabt! med Brændevin at forynge dem, man som tiårige gjorde til Mænd og som trediveårige til Oldinge! Nej Brynte, giv dem det Rige, Zegoel så, da han sad i »Bjærget«s Inderste, da han ved Skredet i Östra Tabergs Grube, klemt inde mellem Klippeblokke, hørte sin Fader og sin Moder, sine tre Brødre og sine femten Arbejdskammerater skrige tvende Døgn igennem,
