51
nåede dem, skottede de til hverandre og flyttede sig uroligt. Ude i Måneskinnet holdt deres Køretøjer, de små Nordbagger og Ölændinge og Kurveslæderne sorte af Smuds, tredive, fyrretyve Stykker, omkring Klokkestablens snedækte Tag og Spir.
Blodet brændte i Steffan. At Bønderne ikke sprang op, at de ikke brød ind og slog Piscator ihjel! Han var uredelig, han bedrog dem, på Kulstokken, på Møllevidjen, i Magasinsprotokollen — vidste de det ikke alle! Jan Petter fra Folkestuen på. Morgongåfva, den gamle Bonde fra Kytthyttaskoven, alle hans Arbejdsdage i Vinter med Milen og i Skoven, skulde de blive uden ét Runstyckes Løn?
»Brynte, vil du ikke —«
Brynte så koldt på ham. »Hvad véd du om, hvem der har Ret? Se først det efter — om du kan!«
Steffan vilde svare. Men Brynte og Susanna løb videre, og han måtte med dem.
»Det er min Faders Bonde —« begyndte han stakåndet.
»Så skulde din Fader give ham Arbejde!« skar Brynte af.
Steffan blegnede. Det var sandt! Alle de Bønder, som Farfader havde smeddet til Adamshyttan, måtte nu arbejde for Savolaxhyttan, Solfors, Thorshyttan eller de andre Brug, som endnu var i Gang, fragte deres Kul de lange Veje og tage de Kår, der bødes dem efter Brugspatronernes Vilje.
Jan Petter fra Kytthyttaskoven … Længst var Kytthyttans Flammer slukt, og Adamshyttan kaldte ikke mere Mennesker til sig. Det var ej blot Smeddenes saltstinkende Labbhi, som Blomster og Træer voxede over derhjemme. Inde i Skovene groede Stierne til, Rønnerne stirrede med tomme Ruder som i Digerdødens Tid, da af alle Levende på »Bjærget« ene Märta i Nyhyttan færdedes mellem Ravne og Rovdyr … Tyet til andre Brug var Morgongåfvas Bønder, og dér — så han ikke Jan Petters Lod? Men — han nikkede stift — på Dommens Dag, da de Blinde, Lamme og Værkbrudne skulde vidne om Jærnet og dets Herrer, skulde Fader frikendes! Bedre at Ulve og Ugler boede i Husene end Skabninger som de, der fyldte de endnu levende Brugs!
