52
Og dog — Jan Petter, Bonden, der alt var for gammel til at flytte, da Adamshyttans Ild, som han havde tjent fra Barn, gik ud —: øget hans Vej og hans Nød havde de, sendt ham fra det hjemlige Åg til det fremmede! Og uden at kunne hjælpe måtte Steffan se ham under Janne Piscators Knippel. Men — var det Faders Skyld, at »Bjærget«s eneste Føde for dets Børn var Jærn? Ingen Herremand var mod Husets Tjenere som han — og Patroneme trak på Skuldrene og lo. Men havde Adamshyttan endnu gået, måtte han have madet sine Folk med Kul og læsket dem med Ild — eller han var bleven en Fredløs på »Bjærget«! Ikke ét Skippund Jærn havde han kunnet sælge ved Fasting, men før eller senere havde en gloende Stang fundet Vej til hans Hjærte,
Jærnet lød sine Love! Jan Petter, løft en Gang din Klage mod dem! Vi kunde ej mer end sige dem fra os — og aldrig tage dem på os igen!
De løb forbi Laboratoriet, hvis Iskrystaller blinkede på Bjælkevæggene, ind i Teglværkets Gyder, hvor Halm og Granris fejede dem i Ansigtet, med Lugt af Ler og Harpix. Brugets Larm døvedes bag de høje Reoler, Ildskæret flagrede over Halvtagene.
»Når jeg kommer til, skal Janne Piscator væk!« sagde Brynte pludselig, »men Fader kan ikke undvære ham«.
Steffan rakte Tunge i Mørket — nej, det tror jeg! Patron Thorlander kunde knap skrive sit Navn! Han havde fordrevet Piscator'erne fra Thorshyttan — nu lod han sig lede og bedrage af deres Søn! Jærnets Lov!
De dukkede rundt om Teglovnens sorte Tønde, forbi Bryggersets Luger og Mæskekar og standsede foran Fattighusets mørke Væg og tilsneede Ruder, som lå dér under det høje Månelys, der gnistrede i Snedriven på Trappen. Her kastede ingen Vej, og ingen gik ind eller ud — uden Brynte.
Og pludselig vidste Steffan, at han vilde ikke derind!
Han havde kaldt på dem derinde for at hævne sig på Brynte og Susanna, for at skaffe sig Oprejsning, få Ret, for — han vidste knap hvorfor — kun, at han vilde ikke, at den Dør skulde gå op!
