Side:Jærnet.djvu/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

53

Men Brynte vadede allerede gennem Sneen, med Susanna i Hælene, og Steffan krøb efter, syg af hvad der ventede ham. Men — han måtte følge dem også den Vej …

En Pestsky slog dem i Ansigtet, mødtes i Døren med Kulden og hyllede dem i sin rådne Ande, Salmesang lød fra Mørket:

»Jag får ej se Guds dag,
som minsta fågel prisar,
doch prisar äfven jag
den nåd, mig Gud bevisar« …

Det var Blinde-Olle, den store Smed, der havde mistet bægge Øjne, da Luppen sprang i Diglen. Han sang bestandig den Salme. Ja se, nu da en Hånd slog Ild, og Trøsken fængede, dukkede hans nøgne Hoved som en vældig, grå Sten op af Mørket, med Øjenhullerne lukkede af Brynenes Strå og Munden gabende som en Revne.

O Jesu, du är än
den blindes tröst på jorden,
du alla armas vän,
själf arm i tiden vorden!«

»Olle!« hvæste en Stemme, »den unge Patron! den unge Patron er her!«

Men Olle, der som alle Smedde var stokdøv, sang videre:

Den natt, mig höljer nu,
skall en gång sig förklara,
ty en gång öppnar du
min syn bland änglars skara!«

Hans »Krigsmedalje«, som Farbroder Anselm talte om, funklede i Lyset af Harpixpindene, der nu spiddedes i Plankevæggen, eller lagdes på Bordet, med den brændende Ende ud i Rummet. Og frem dukkede de, der i Mørket havde lyttet til den Døves og Blindes Sang.

Steffan blev kold om Hårrødderne. Så han ret? Sad han med Zegoel i »Bjærget«s Inderste? Han havde set dem før, men