55
somt nede på Daglösen, et Suk gik gennem Gårdens hundredårige Tømmer, det funklede glemsomt af Fosfor …
Og han svævede i Rummet, ene, indelukket i en Glaskugle, som de små Mennesker han havde set i en Bog ovre hos Farbroder Anselm, en Bog, der hed »Magia divina«, og som Farbroder sagde, var meget kostbar.
A, om han aldrig havde set den — og dem dér! Det var ikke sandt: han havde ikke ondt af dem! han tænkte kun på sig selv: at han lignede dem, at hans Ryg var som deres … Han blev syg, han blev harsk i Halsen af Lugten af Enebær, Ammoniakvand og Millefolium, af Stanken af ældgammelt Smuds, af runkent Kød og forrådnende Sår — af sig selv, sin Pukkel, sine Sygdommens Nætter derhjemme — ja af Märta Molls Salmer, af Farbroders Violin og Moders Sange!
Hvorfor, o Gud, hvorfor?
Fordi hver Dråbe i hans Blod, som hver Sten i Morgongåfvas Jord var rød af Jærn, og fordi Susan, fordi »Bjærget« drog ham, som Malmet Magneten, som Morgongåfva Farfader af hans Grav!
»Blodet, han mangler det«, sukkede Mychowitz, »de røde Blodlegemer, som er Jærn …«
O Gud, manglede han dem blot! Havde han givet »Bjærget« sin Part, sit Blod, som Skikkelserne dér! var han entlediget, fri som de! Men fordi Farfader slog Adamshyttan til en Ruin, tav ikke Jærnet i Jorden — eller hans Suk over det om Nætterne, hans Blods Higen mod det! Og fordi Susan styrtede Steffan ned fra hans Spring mod hende den Dag i Tårnet, sprang han det mod hende Dag og Nat — og faldt, som hin Gang! … faldt ned i dette Rum, ned blandt disse Skikkelser, ned i »Bjærget«s Inderste, dets skjulteste Dyb, og skreg, som den Gang, mod hendes og Bryntes Lykke-Sang derude …
Og dog — dog jublede det samtidigt i ham, her i dette Rum, blandt disse Vanskabninger, øredøvende, vildt, af Hævn, af Triumf, ja af Sejr over Susan, over Brynte, over Drengene i Zacharias Piras Skole, der havde hånet ham for hans danske Sprog, for hans krumme Ryg; over Damerne i Filip-
