57
afsindige Gestalter af Mulmet, stirrede de Syge rundt om, liggende hen over Bordet, hængende på hverandres Skuldre, kravlende på Gulvet, ludende på Krykkerne — på Skikkelsen i Døren.
Og gennem Steffans Hoved foer det gamle Salmevers fra »de Helliges« Andagt i Morgongåfvas Folkestue:
Förrän mänskostämmor hördes
och förrän mänskohjärtan rördes
af Herrens salighet och nåd,
tusen sinom tusen stodo
kring gudatronen och tillbådo
den Outgrundeliges råd …«
For — stod ikke Zegoel dér som Englene i Salmen:
»öfver haf och land de fara
som vinden och som blixten snara,
I ljufligt och lycksaligt kall …«
Ingen vidste, hvorfra han kom, og ingen hvorhen han gik, ingen uden Hytte- og Grubefolkene havde hørt ham tale, men —
»Förbarmare, dig pris och tack och ära skel«
ti hvo kunde forløse ham, forløse disse Skikkelser, forløse Jorden af Jærnet, uden en Gud, en »ukendt Gud», en gal?
»Han hører til på Danviken!« sagde Damerne i Filipstad og gyste, »skandaløst han skal have Lov til at gå. rundt og skræmme Livet af Folk!« Men Hadar Böös, Præsten, råbte sig blårød i det store Ansigt: »Så sandt Konventikelplakaten af 1726 endnu gælder, trods alle Satans Drabanter, skal han ende i Karlstad Tårn!« Men kom han til Morgongåfva, bød Fader ham indenfor og gav ham at spise og lod ham varme sig ved Ovnen og tvætte sine stakkels Fødder, der altid, Vinter og Sommer, var lige nøgne på Birkebarkssandalerne, og lyttede længe til ham. Ti ene til Fader af alle Herremændene vilde Zegoel tale. »Han er
