58
sindssyg,« sagde Fader, »og dog hører jeg ham gærne,« og han rystede på Hovedet, som forstod han ikke hvorfor.
Men i dette Øjeblik, her i »Bjærget«s Inderste, forstod Steffan. »En Ånd taler igennem ham,« sagde Fader. Om den Ånd kunde få de Blinde til at se, de Lamme til at gå, og Blodet i ham selv til at tie — ja: bryde Jorden af Jærnets Magt!
Og nu, da Blinde-Olle, der intet vidste om, at Zegoel var kommet, sang videre:
»Fast jag Guds verk ej ser,
hans ande är mig när …«
kom Steffan til at ryste over alle Lemmer, som var hin opladende og sejrende Hånd over ham. Ja Gud — fri mig ikke til Jærnet, men fra Jærnet!
I det samme mærkede han Susans Ånde lige på sin Kind:
»Uf Steffan, dér er han! før mig forbi ham! jeg vil ikke være herinde, uf, hvor han ser på mig!«
Steffan stirrede i hendes Øjne, der var store og hvidlige af Skræk. Var hun bange for ham, som han selv og Staklerne dér i Mørket begærede? Se hvor de rakte og fangede mod ham med visne Hænder, med Stumper af Arme, med halvåbne Munde! Susanna — hvem var hun? Anderledes end han og de!
O ja, den Elskede, den han vilde! den han greb efter i Tårnet — som nu! Den han vilde..? nej, den han skulde! Den kendte Gud! Og hun bad ham om Hjælp? hun, hans Hjælp, hans Frelse til hans Ret — nej, til hans Pligt: til Jærnet! Lys og stor stod hun dér med det gyldne Hår over de brede Skuldrel
Hånd i Hånd smuttede de ud af Døren, Susanna presset tæt ind mod den ormædte Stolpe, som gyste hun for at røre ved Zegoels hvide, forrevne Klæder.
Og de løb gennem Sneen, gennem Teglovnssmøgerne. Bag dem steg Zegoels Stemme, høj og tynd som en Fugls, og Blinde-Olles uantastelige Sang:
