59
»Om ej mitt öga här
din klara sol fått se,
så skall jag skåda där
ditt eget anlete!«
Men nej, nej: kun Susans Ansigt skulde Steffan se, altid som nu! så nært, så blussende stort, med så runde Øjne og så tung en Mund! elske det, lyde det — sit eget Blod, Farfaders Suk, Jordens eget: bygge Ovnene og Smedjerne op derhjemme, »bruge Bjærget« efter dets Lov — og høste dets Løn og dets Straf som de Andre! Da vilde han aldrig tænke på dem i Fattighuset, ti da vilde intet i ham ligne dem!
»Herind! Herind!« Susanna dukkede sig og smuttede bort gennem Lystågen fra en lav Dør under Istapper.
En lunken Lugt af Huder og Skind .. Enebærris under deres Fødder .. en Hornlygtes Blænden, og i dens Lyskres et skægget Ansigt …
Det var Lucas Jæger, de var i Skytterønnen! Væggen glimtede af Geværløb- og Skæfter. Susans Hånd slog ned om dem, hun vendte Hovedet mod Døren, som vilde hun skyde. Hvem? Zegoel, om han kom?
Ja skyd ham, Susan, fri mig for ham — om du kan!
Steffan segnede ned på Stabbestolen, med Øjnene på. hende, åndeløs. Det var den anden Løbetur med hende i Dag, og så ondt hans Ryg sved, så hed og frisk brændte han af Sne og Blod, — som før han brød sin Skulder.. lyksalig og skyldfri …
»Hvor mange Bøsser har du, Lucas?« Susanna talte Geværpibernes usikre Blinken i Grankogle-Bålet. En Måneplet slikkede på Gulvet.
Havde hun allerede glemt Zegoel og Fattighuset? Ja, havde han det ikke selv? Hun var hos ham!
»Hm,« Lucas' Øjne glippede under Hårstråene som Elgtyrens over hans Hoved, »pil ikke, de er ladt, hver evige én.«
Steffan foer sammen. Lucas med det lange Hår endnu fuldt af Rim, med de lodne Hænder endnu røde af Blod —
