61
hjemme — og de 30,000 Mand, der lod Livet i hin pommerske Krig »utan vinst och förlust« .. Steffan nikkede hastigt. Ja, fordi dem fattedes Jærn, »Sverges guld och styrka«! »Hattenes« Svindel og Krisen i Bjærgværksdriften i 60'erne, da Halvdelen af Värmlands Hamre standsede … Hvem hviskede endnu ikke, bleg af Gru og Skam, om den Tid, Bergslagens Ragnarok? Nej Jærn, mere Jærn, og hver Svensk født at dyrke det, at ære det, evigt, som fordum!
Men Susanna viste sine brede Tænder, rystede sit store Hår og lo: »Bah, hvad kommer det gamle Vrøvl os ved? Men det stygge Gevær dér, hvad har du det for?«
Lucas skelede. »Det er en Finnebøsse,« knurrede han.
»Uf!« Susanna rev hæftigt Hånden til sig, som brændte Våbnets plumpe Skæfte.
Lucas' hvidblå Øjne blinkede hvast, han pressede en gammel Stump Filt til Forladning.
»Det skulde Frøknen nu ikke sige. For de bedste Bøsser er dem fra Grafåsen og Evertsberg — og dem laver Finner.«
»Hå ja, når de har forskrevet sig!« Susanna skottede angst til Geværet. »Det Pak!« hun spyttede og korsede sig ilsomt. Lucas tørrede sig under Næsen med den blodige Hånd, han tømte en Strøm Fliseryds Kruçlt ud på Bordet.
»Hå ja, forstår sig — det er jo Finner det!« mumlede han hånligt og sukkede i det samme.
Men Steffan stirrede på Susanna. Spyttede hun ad Finnerne, korsede hun sig for dem — som Pigerne og Karlene derhjemme, der kastede Ild på Gulvet, når en Finne havde vist sig i Køkkenet for at sælge Birkebarkskurve eller Vildt? Finnerne, hvem selve »Värmlands Fader«, Hertug Karl havde kaldt herind, lig Vallonerne og Garperne, Steffans og Susans Forfædre — som havde ryddet Skovene, befolket Ødemarkerne og bygget de første Osmunds- og Mulltimmersovne — og joges fra hver Rydning, hvert Hjem og hver Ovn, at Svenskerne kunde tage dem, af Dronning Kristinas, af Karl Gustafs, ja af de allerseneste grusomme Love, dem Fader og Farbroder samlede i deres »Värmlands beskrifning« — »til evig Skam og Skændsel«, som Anselm svor ..
