63
Susan og Brynte slap hinandens Hænder. Hun fløj til Døren, nyfigen. Lucas løftede Hovedet: Hvad nu?
Men Steffan gik frem mod »den unge Patron», truende: Du vidste vist ikke, hvem jeg er? som jeg ikke vidste det, før du fik mig belært! Nu, erfar det da, du og hun!
Men da slog Råbet igennem, overdøvende Hundenes og Brugets Drøn:
»Finner! Finner!«
Og i det samme var Susan og Brynte ude af Døren.
Lucas havde rejst sig, han lyttede med rynkede Bryn, han mumlede — eller våndede han sig sagte?
Steffan så på ham. Lucas var en »Skovkarl«, en af »Hifolket« fra Dalby, fra Tolvmileskovene i det nordligste og fjærneste Värmland. Men mer end et halvt Århundrede havde han tjent på »Bjærget« — ved »Regimentet« i Finland 1790, ved Trollhättekanalen i 1800, igen i Finland 1808 og i Norge næste År og i 1814, og siden, længere end Steffan kunde huske, som Skytte på Savolaxhyttan, under gamle Hr. Melcher, og nu under Bryntes Fader.
Til Dalbydragtens Vadmelsvams med røde Bændler og Skindkasketten bar han Regimentets grå Benklæder. Og om Søndagene, ved Kirkeparaderne, hvor han, skønt længst afskediget, trofast mødte, den gammeldags Chakot med Gulddup og Stjærne …
Han havde jo måttet flytte fra sit lille »Soldaterhus« ved Gammalsjon, fra sin Have, sin Agerlod og Ko til Jægerstuen her midt i Brugets Bulder, og trods Vadstena Krigsmandskasse og Sværdmedalje-Pensionen måtte han rykke videre over til Fattighuset, den Dag da hans Øjne og hans Hånd, irret og gigtisk af Krigene og af »Landeværns-Sygen« sveg ham.
Steffan så på Flintelås-Geværet fra hine Krige, hvori Lucas, hans Fader og hans Kammerater udleveredes nøgne til Napoleons og Alexanders Grenaderer — Krigene, som Susan kaldte »gammelt Vrøvl«, og som Børnene plaprede som treven Lektie i Zacharias Piras Skole … Nå, hvorfor plaprede Steffan ikke med? hvad kom »Vrøvlet« ham ved, som Susan råbte?
