64
Sixten Råbock — han fandt sine Fædres Hjem, Ödsköldshyttan, som en Ruin, da han, énarmet, énøjet og énbenet, kom hjem fra de fem Krige … Men han fik jo Læ i Bäckstugan på Morgongåfva! Og gamle Lucas — Susan og Brynte svor, at hans Kugle var støbt af Kirkesølv, at han kunde »holme« Skov, ja, at han havde sin Barndoms Venner fra Dalby Tolvmileskov, Huldrene Råhanda og Tallemaja som Vejvisere til Dyrenes Græsningspladser og Vinterhi.
Hvorfor skulde da Steffan stedse føle det, som var han Skyld i hin glemte Jammer? O Gud, nu vidste han det, i denne Time! Fordi han havde forrådt Jærnet, »Bjærget«s Pligt, Sverrigs Værge! Sagt sin Part fra sig — »Värmlands rigeste Jærnfond« — for at sove sødt under Guldås!
Lucas blinkede ad ham:
»Skal Hr. Choräus ikke med — med de andre?«
Steffan jog sammen. Jo, jo! med Susan, med Brynte! bort fra Fattighuset, bort fra Stuen her! Steffan Choräus de Bèsche, Herren til »Bjærget«, Arving til Morgongåfva — nej, Adamshyttan!
Han foer af Sted, til sin Ret, til sin Pligt, med et Hærskrig, som fløj han på Susans — nej, på sin egen Ski!
Han løb mellem de isgnistrende Trævægge, forbi Klejnsmedjen, Snedkerværkstedet, det lange, lave Hus, hvor de vandrende Håndværkere, »ämbetsmännena«, boede, når de nåede Bergslagen her, og de tilføgne, sammengledne Ruiner af »Nielleringshuset«, hvor tyske og flanderske Smedde, Elever af Mester Kollmann i Augsburg, havde øvet Nielleringens vanskelige Kunst i Bourgignothjælme og bølgende Flambergere, i de Dage, da de gamle Hvittlocker du Pont'er sad på Savolaxhyttan, og ingen drømte om, at en Grubekarl her skulde smedde Plove og Harver!
Bi, her skal smeddes Våben igen, mod Sverrigs Fjender og mod dig, Brynte, dets Træl! og ved dem skal du, Trællen, forjages fra dets Allerhelligste!
Nu var han atter inde i Brugets Larm og Lys. Skæret fra Møllen slog ud i en Em af Varme og Mel, han skim-
