Side:Jærnet.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

65

tede travle Skikkelser derinde, Mølleren og hans Svende og de melførende Bønder …

Så løb han gennem Slædeflokken om Klokkestablen. Inde i Kontoret skreg Janne Piscator og hans Kontorister stadig mellem Kulkørerne. Ja hunds dem kun! Jeg er ikke mere lig dem, det er ikke mig, du hundser! Men bi dog — en Dag, når jeg er Herre på dette Brug, tales vi ved om Jan-Petter, Faders Bonde!

Hamrene bragede og hakkede, Bælgene stønnede, og højest oppe flammede Hyttekransen.

Men dér, ved Broen under Skoven, hujede en Flok af Brugets Løsgængere: Masovnsborkarne, Brændevinsbrænderen, Teglmageren, Kontordrengen, Ildvagten og Avlsgårdens Karle og Piger. Råb skingrede:

»Strukfinner! Rugfinner! Løsfinner!«

En Regn af Sneboldte, Isstykker, Jærn- og Kulstumper haglede over tre toplæssede Slæder, der sad kørt fast i Snedriverne foran Magasinet.

Steffan standsede brat. De knyttede Hænder slappedes, han stirrede …

De raggede Heste stampede og sled, Finnerne masede, skubbende på med Skuldre, Arme og Knæ; Stabler af Borde, Stabbestole, Brændevinskogere, Træplove og Birkebarkskar dinglede og ravede.

Kasteskydset slog dem om Ørene, og Skældsordene hylede. Men med Hovederne dukkede under Pitnilkaen og Uvejrshætterne, med de krumme Rygge til, sled Finnerne tavst med Slæderne, Deres lange, sortbrune eller hørfarvede Hår hang fuldt af Rim, deres gule, sitrende Ansigter glinsede af Sved, Hænderne greb og greb i Gedeskindsvanterne, Fødderne stampede i Näfverskoene. Selv Kvinderne stred med, i deres korte Pelse, deres rødrandede Kjoler, deres Snesokker af Vadmel og brogede Pieksuter. En Drift af de små, hvide og hornløse Finnekøer trængte sig, angst brølende sammen bag Slæderne, med rindende Øjne og Muler, hungerkrøllede Pelse og Koderne blødende af Vandringen gennem de stivfrosne Snedynger.

»Hej, I Skovødere og Troldpak, hvad skal I her? prøv