66
på at sætte jer fast i vore Skove, så skal I smage svensk Ild og Stål! Krudt bider vel på jert forbandede Skind trods Hexesalver og -salmer! Kvæner, herut af vore Skove! Fremmedpak!«
Steffan lyttede — en mat Kulde krøb gennem ham, en Kulde fra Jorden under ham, den fremmede Jord…
»Fremmede, hvad skal I her?« »svenskt Stål …«
Men — Fremmed? … her hvor de alle, Valloner og Tyskere som Finner, kom til det af de Digerdøde forladte Land, til igengroede Urskove …?
Ja — men de havde lært sig det svenske Sprog, de nye Sæder og Skikke! Kun Finnen talte endnu, på tredie Århundrede, sit eget Mål, levede sit eget Liv, som i Suomi! Og derfor lød det, fra Lov som fra Bonde: »Ve dig, du Fremmede!«
Hvorfor kastede han ikke selv med — som de Andre? hvorfor spyttede han ikke selv, som Susan, eller korsede sig?
Havde han, havde Moder lært Landets Sprog og Skikke, eller var de Fremmede, som Finnen, for ›Bjærget«s, for Jærnets Lov?
»Jærnets Herre« — fordi han var født på »Bjærget«? Morgongåfva var ikke Adamshyttan og han ikke Mikael!
Hver Fædrelandssang, de havde sunget i Zacharias Piras Skole, kvad om Jærnet — fra Edelcrantz' til Vitalis' — og han måtte nynne dem på sit halve Dansk, og Drengene vrængede ad ham: »Jute!« Gyllenborgs Ord om »Sverrigs Guld« — »det järn en svensk är född att yrka«, de gjaldt ikke ham! Det Ry, Jærnet havde »ført i alle Lande«, det var ikke hans! Buddet, at det i Fremtid som i Fortid skulde »evigt æres«, det lød ikke til ham! Og dog — på »Bjærget« var han født, som Finnerne dér!
Og hvad fortalte ikke Farbroder om dem? »Børnene af »Ordet«, af Wäinämöinen, den våbenløse Sanger« — der havde lidt under Våbnenes »stora ofred« i 500 År — og som nu, da de var tyet til de Skove, hvorfra de en Gang kom, mødte det Jærn, som de først af alle havde dannet til Harve og Plov, vendt som Kugler og Krudt mod dem selv …
