68
»Det er Finneskud! Det er Finneskud! Det er Troldskud, Dødsskud!«
Teglmageren Figge rev Brynte med sig tilbage, og hele Skaren splittedes, op mod Magasinet, ind over Broen, ja ned på Isdæmningen og Søen.
Men Finnepigen hug de knyttede Næver gennem Luften mod Hyttekransens flammende Bål, mod hele det luende Brug, mod den vidskræmte Flok, mod Susanna, der forfærdet krøb ind til Brynte.
»Forbandet! Forbandet!« endte hun på Svensk den finske Ramse, svajede og faldt ned over Skramlet, idet Læsset pludseligt satte sig i Gang.
Finnerne løb rundt om det og skubbede på. Kvinderne rev i de brølende Køer.
Da styrtede Varg, den kæmpestore Hammersmed, frem på Vejen med en gloende Jærnstang i Hånden.
Et Skrig slog op fra Finnerne.
Et Råb: »Patronerne! Patronerne kommer!«
Et Par sorte Heste stejlede, flere bagved, en Klingren af Klokker, en Flok af Kaner — Brugspatronerne fra Filipstad, der stævnede til Mødet …
»Hvad er her på Færde?« tordnede en bydende Røst, og synlig for alle, i Flammeskæret, rejste Bjærgmester Franz von Schéele, sin svære Skikkelse i den forreste Slæde. Pelsen var gledet til Side, hans Uniform glimtede frem, med Kravens Guldsyning, med Jærnets Tegn: Faklen og Magneten, i Guld.
»Stille der!« råbte han, med Brynene rynkede over de store, hvælvede Øjne. Det tunge, skægløse Ansigt blussede.
Varg, Smedden, der ellers aldrig lød nogen, end ikke Janne Piscator, standsede med Jærnet i sin Tang og slap det ned i Sneen.
«Lad de Folk passere!« kommanderede von Schéele med en truende Armbevægelse, »nedsætter de sig i Brugs- eller Kroneskovene, tilkommer det mig og Patronerne, ikke jer at jage dem ud. Der er Love nok for det! Kør så!«
Han sank tilbage i sin Pels og sin Kane, og den rut-
