69
sjede forbi og ind over Broen, fulgt af de andre, glitrende i Måneskinnet af Rim og Sølvklokker.
Fader — dér var Fader, hans blege Ansigt bag de andres blussende og bryske, blandt Vrimlen af Skindhuer og Bjørnepelse!
Men Susanna — hør hvor hun hulkede! Finneskud, der dræber den, det rammer, langsomt, men vist …
Å, han tørrede sig over den våde Pande — at hun troede det! Men han selv — han havde anråbt om det, »Ordet«, Tryllerunens Magt, Hævnen over den Lov, der ikke var hans — og som han dog var underlagt … Han søgte at le …
Pludselig drejede en Kane sit prustende Spand ind mellem Børnene, så de måtte springe op på Magasinets Trappe.
Patron Thrond Thorlander, Bryntes Fader — det store, rynkede Ansigt under Uvejrshætten …
Stønnende af Gigt og af Bjørnepelsen væltede den gigantiske Krop ud af Slæden, søgende mod Sneen.
»Fa'r, hvad vil du?« Brynte sprang til.
Thorlander svarede ikke, famlede kun med sin Renskindshanske og fangede Finnekuglen op.
»Var du med, Brynte?« peb han på sit tynde Dalkarlsk, plirrende mod Sønnen med sine små, beggrønne Øjne.
»Nej, Fa'r, nej, vi så kun til, og jeg —«
Det store Ansigt opløstes af Nød, den knyttede Næve vuggede som brændt.
»Brynte! Brynte! Finnerne, rør dem aldrig! kom dem aldrig nær, eller — o Gud, du véd jo ikke, men de — Så er alt omme! Så er vi færdige!«
Han duvede, med det våde Blik bønfaldende mod Himlen, med Kuglen fumlende mellem Fingrene.
Døden! Døden fra Skovens Sus, fra Morgongåfvas Nætter — en Kugle af Kohår og -huder, sejdlæst af en Finnetøs!
Men rastløs tumlede Steffans Hukommelse med Midlerne mod Troldskud: Kniven, der skulde slås over den Ramte .. Ramsen: »Trollet stod på berg —«
