Side:Jærnet.djvu/77

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

71

»Jamen hvorfor skød hun på os! vi kastede jo ikke efter dem!« græd Susan.

«Fordi,« Brynte knejste strunk, «hun kunde se, det var os, der var Herrer her! for — pyt! — tror du, det gjaldt bare de Par Sten i Aften? Men — vær ikke bange, Susanna!« han knugede hendes Fingre, så hun skreg, dæmpet, uden at vide det, »vær ikke bange! Jeg tager det på mig, dig skal ingenting komme til!«

Susannas tårefyldte Øjne hang ved hans Læber, og langsomt, Hånd i Hånd, gik de ind over Broen.

Steffan stod og stirrede efter dem, rystende endnu af Optrinet, af sin Vrede, sin Triumf — og sin Anger. Isstænkene fra Hjulet sprøjtede ham i Ansigtet, så Ilden deroppe brødes i Regnbueflimmer. Han vilde le ad deres Overtro, som altid før, ad sin egen —. Og han vilde efter dem, rive Susannas Hånd til sig som sin, sværge hende sin Hjælp, han, som havde voldt Angsten og ene kunde kalde den tilbage — dømme »Ordet«, Runen, ugyldig, ved at give sig hende, Jærnet, i Vold — ja, søge sig Hjemstavnsret på »Bjerget«, hos hende, som dets ydmygeste Træl! Men — dér gik hun jo alt med Brynte, dets Herre!

O Gud — Herre? Her!

Han blinkede mod Ilden deroppe. Den tændtes af de Finner, som Erik Läspe og Bjälbo-Jarlen kaldte ind at lære »Bjærget«s Bønder Jærnets Kunst — og den flammede over deres Lig, kastede som Ved i dens Gab af deres Lærlinge. Og den luede for disse, for »Bjærgmændene«, i Osmundsovn, i to Århundreder — til den, i Vallon-Indvandringens og »Bjærg-Privilegierne«s Dage beskinnede dem som Trælle højest Oppe fra Jules du Ponts Masovn. For at sluge hans Efterkommer i sjette Led, Melcher Hvittlock, da hans fejlslagne Forsøg med den nye Franche-Comté Metode, Februar-Revolutionen og hans Sønners Gæld truede med at slukke den …

Og nu —? Mer end nogen kendte Steffan Planen: Brynte skulde føre du Pont'ernes Barn tilbage til det fædrene Hjem, og Grubekarlen glemmes bag de gamle, »retmæssige« Herrer …