72
Ret? Herrer? Her! Kun én kendte Jærnet: sig selv!
Og Steffan havde gjort dem ansvarlige, ja misundt dem, de, der hvirvledes bort i Mørket som Gnisterne fra Bålet deroppe — de, der var Fremmede her som han …
Du tog Skuddet på dig, Brynte, Herre til Savolaxernes Ovn! Huskede du — og din Fader dens Navn? at Finner byggede den en Gang? Ak, Runen ramte jo ikke jer — I, der skal gå, som I kom! — men Susan, Pigen, der skulde gøre jer evige i jert Hjem, i Børn, ja Børnebørnl O ja, Brynte, tag det fra hende, om du kan! Og du er »Bjærget«s Herre!
Han hørte Susan og Brynte, Hånd i Hånd, mumle Finnebønnen dér foran:
«För nordanväder och finnskott
bevar oss, milder Herre Gud!
Ifrån jord och ifrån sol
och från allt ondt som flyger mellan himmel och jord!
Med de heliga namn:
Gud Fader, Son och Helge Ande!«
»Ordet« — hans Våben, nu søgte de til det at værge sig mod deres eget!
»Alt ondt, der flyver mellem Himmel og Jord« .. Døden var det — for Herren som for Trællen, for Indfødt som for Fremmed, her under Jærnets Lov!
Og uvilkårligt mumlede han Bønnen efter, «Finnofobbernes« Bøn, han så ofte havde leet ad, for alle de Fremmede under Jærnets Lov:
»Trollet spände båge, hvässte svärd:
»Jag skall skjuta båd' folk ock fä och allt det jag ser!«
Men den Herre Jesus sade …«
O ja, Ordet, Märta Moll, giv mig Ordet, som er hos Gud, som er Gud! som ej dræber, men levendegør Susan, den Elskede! Ordet, »ved hvilket alle Ting blev til, og uden hvilket intet er blevet til af det, som er!« Ordet mod
