92
kostet blot os her på »Bjærget« har, såvidt jeg fra tidligere Lejligheder mindes Hr. v. Schéeles Regnskaber, de 163,671 Rigsdaler bestået af Lån fra Statskassen og de 230,000 af Lån fra Konvojkassen, tilsammen 393,671 Rigsdaler — Gæld. Af denne skal — bestandigt vide Bjærgmestrens Regnebræt — de 164,000 være tilbagebetalt, så den resterende Sum altså kun udgør det ubetydelige Tal 229,671 Rigsdaler + de projekterede 107,500 — som det overlades vore lyksaliggjorte Efterkommere at afrente. Ti — de alt tilbagebetalte Summer har vi vel ej taget på Borg andet Steds, f. Ex. i Göteborg?«
Atter foer Suset gennem Salen, men denne Gang så Papirerne Høj over Bordene, og Stolene skuredes tilbage. De Siddende rejste sig i hæftige Klynger, vendt mod hverandre.
Navnet var nævnet: Göteborg, den store Stad dèr i Syd, fra sin Oprettelse den store Aftager af Värmlands Produktion, den store Långiver og den store Kreditor …
Hvem af de Tilstedeværende fremlagde godvilligt de Sider i Hovedbogen, hvorover »Göteborg« stod? Hvem af de gamle Brugsslægter, der, ej længere Medlemmer af Societeten måtte lade deres Stole stå tomme, i denne Sal som i det fjærne Hjems Stuer, så andre trone dér end Göteborg? Hvor lå dette Herred, ja det Sogn i Värmland, af hvis Brug ej Göteborg sad inde med mindst det ene? Hvor gik det Savværk, hvis Frugt ikke Göteborg høstede? Hvor legede det Barn, som ikke blotte Navnet Göteborg standsede i Løbet, som gled en Skygge over Haven? Hvor stod det Hjem, som ikke i mørke Aftner i Februar, nær det store Arsopgør på Fastings Markedet i Kristinehamn, havde hørt det Navn hviskes af grånende Forældre, der troede sig ene og ej agtede på de unge, angstfuldt-lyttende Hoveder inde fra de gamle Sengekamre bag de ældede Gardiner?
Göteborg, Skelettet i Huset! Dødshåndens Mene tekel på Värmlands Gildesvæg!
Steffan lukkede Øjnene, og han, der vidste sit Hjem, den nedlagte Adamshytta, det måske eneste trygge af alles
