Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/100

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
92

Brølen, naar Jordskjælv ryster dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde bede dig løs, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og Barmhjærtighedens Sol er gangen under.»

«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» stønnede Ulrik Christian, «hvad er du Præst for, naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds Skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig stærk, saa trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»

«Bed!»

«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal være — ja!» og han lagde sig paa Knæ i Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte han og saae, hen til Hr. Jens, «og hvad skal jeg sige?»

Præsten svarede ikke.

En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store, feberstraalende Øjne, «der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende sammen.

Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte: «Herre Jesus Christus, se, jeg