brækker min Kaarde!» og han holdt de blanke Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»
Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.
Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.
Da sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og Raadmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene med Ane Skomagers.
Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen, fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i Tilfælde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger paa Straamaatten for at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.
Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede paa hinanden.
