Det var Marie Grubbe.
Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der laa stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg og fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene saa sælsomt store og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om paa det mørkeblaa Bolster.
Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Knæ foran Sengen, støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige ind i Ansigtet.
Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket.
«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.
«Er her flere?» stønnede han mat.
Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget syg?» spurgte hun.
«Ja, det er snart forbi med mig.»
«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?»
«At leve! — det er let at leve; men jeg har faaet Dødsens Brød og Dødsens Vin, jeg maa dø … ja, ja, ja … Brød og Vin, Kjød og Blod — tror du, det kan … nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi Navn! Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!»
Marie foldede sine Hænder og bad.
