kun for den vilde han kæmpe og savne, kun i den vilde han leve.
Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen, og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende og der var Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun syntes at holde ham tilbage.
Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham nu en isnende Kulde. Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem, han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne mod Strømmen, blot den ikke bar med, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu glimtede den for ham, — skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste
