Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/115

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
107

hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden kjærligt Farvel.

Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt, enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post.

I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom. Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe.

Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre, der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte