10
«Ja! — travle Tider! — Folk faar de Sommerdage rende den Varme op, de om Vinteren skal sidde i.»
«Ja! — I snakker! — der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og Hamler i Gras det er en lied Kongkyren.[1] Jenne er En om Alting; de indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder og Byssens Nyt, det kan de nok kom’ igjennem; gjør de Nøj, saa gjø’ di ed skidt, aa gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl A. Wulborg æ syg aa Stine aa Buel, de Malosier,[2] de staar og bødler te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku’ da osse ha’ nøj Hjælp a’ Mari naar I vild’ tal’ henne te’, men hun fo’ da hverken Lov te’ aa rør’ sæ te’ de’ jen heller de aant.»
«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende lempelig op og viist hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende; men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saamænd mere end Tak værd, at det blev forbi.»
