Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/188

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
180

Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer, at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I det?»

«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud med Haanden.

«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde troet Eder saa meget, meget bedre!»

«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare spørg!»

«Var de sande, de Ord …»

«Som Evangelium, men …»

«Er I vis derpaa? I fejler intet?»

Daniel smilte.

«Er … han der idag?»

«Er han paa Jagt?»

«Ja.»

«Saa ja.»

«Hvad er—,» begyndte Marie i en efter en lille Pavse, «hvad er hun for Slags Person, om I veed det?»

«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble, gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.»

«Men af hvad Folk er hun kommen?»

«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk Valet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men hun