Daniel drømmer om hendes Person. — Saa brændendes skjøn og herlig! det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme … men der er Fryd i den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!»
Saa stavredede af med hinanden.
At Daniel og hans Søster var komne til
Frederiksborg, var gaaet saaledes til: den arme
Livsens Korthed havde efter Scenen i Statafkroen
fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe.
En fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede,
fordrede eller ventede andet end golde Drømme.
Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, der
krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær
af Liv, fandt han i rigt Maal ved nu og da at
se hende saadan som Lejligheden faldt, glimtvis
nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men
da nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog
ud, da voksede hans Længsel og steg og steg, til
den var ved at gjøre ham vanvittig, og kastede
ham omsider paa Sygelejet.
Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste, og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han