Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/192

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret



XI.

Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.

Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet.

«Boncoeur! petit, petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas — aa, dit Bæst, Boncoeur, lille Hund! — forbandede, stædige Tingest …»

Karen stod i Vinduet og lo.

Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.

„Amy des morceaux delicats,“

sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.

„Et de la debauche polie
Viens noyer dans nos Vins Muscats
Ta soif et ta melancolie!“