være med at tænke sig, at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som Øglerne vokste, blodrød Karfunkel løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg Opal langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende og ynglende, medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt paa Bugt, løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.
Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hævntanker, thi en saadan Forhaanelse som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst i Forbindelse med det sælsomme Optrin, da hun løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end før, og ønskede endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.
Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde glemt baade ham og Karen Fiol; thi i hint Minut af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven udslettet, sporløst udslettet, som en straalende Boble, der brister i Støv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig, ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fængslede ved sin Pragt og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring
