Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen af Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde og Lyden af tørre Grene, der knagede og knækkedes.
Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.
Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at have besteget den bratte Skraaning.
Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede, blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjet længere være lukket end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig sørgmodige, grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paa
Fru Marie Grubbe.
13
