Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/202

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
194

een Gang, paa een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte.

Saadan saae Sti Høg ud.

Dengang.

«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket Jer, I sad vel og godt forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og de Steder der?»

«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske Tanker?»

«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for Eder da skær og frisk, den smager sødt paa Eders Tunge, gjør den, varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig bærmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og Orme, der mimrer og kravler omkring …? Saa har jeg taget Fejl af Eders Øjesyn da?»

«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!» sagde Marie og lo ham lige op i Øjnene.

Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille Græsbrink deroppe, og de satte sig ned.

Han saae forskende op paa hende.

«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og uvis paa, om han skulde tie eller tale, «veed I intet, Madame, at der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde