Han smilte haanligt og tav.
«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham, «hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens Glædskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller travrigt heller?»
Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om han var træt af at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde Samtalen.
«Men hvorfor da?» gjentog Marie.
«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med en foragtelig Betoning, «fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som rigen Rose, løves af som Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks som den favner dig med sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du just som den minder din Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig ind som røden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?»
Han sprang op fra Brinken og talte med hæftige Gebærder ned imod hende.
«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst, som den gribes, skyder
