Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/205

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
197

Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er Glædskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!»

Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.

«Det er da det, der bringer Eder paa Klostertanker?» sagde Marie og saae smilende ned.

«Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore, at jeg er stænget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter, hvor Lyset rinder hen og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min Sjæl og gyder sine Dvaledruers Safter i mit Blod. — Aa, men jeg veed hel vel, at det er Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde længes som Brand og røden Lue, længes ud af Vid og Samling efter Livet igjen og hvad Livets er … men I forstaar intet Alt det, jeg her præker. Lad os gaa, ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden saa helt har lagt sig.»

«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!»

«Ja vel, det letter og tætter.»

«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.

«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»

Marie løb nedad Bakken.