medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte paa, hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge Øjne, og hvor afmægtigt Misundelsens Bølger slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen kjølig om sin Pande. — Forstaar I, Sti Høg, det tror jeg er at leve til, det er det Liv, jeg tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det syntes mig, som vældede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rørt ved en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der Noget revet sønder i mig, der ingentid vilde læges, saa jeg aldrig vilde fange den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dør aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden og usøgt, som en vanfør Terne.»
«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes hans Miner pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu ser jeg, hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad hende, «Herre du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi løber saa bus til, gladelig hen, blot vi øjner
